Forlaget Ringedal har sit udspring og sin adresse i Ringedalen i Nordlandet på Bornholm – lige syd for Hammershus og lige nord Jons Kapel. Her ligger et lille fiskerleje med havn ved navn Vang omkranset af 80 meter høje klippefremspring tæt ved stenbrud og klippesøer. Dette for Danmark så særprægede klippelandskabs urokkelighed samt den ældgamle, vildtvoksende planteverden inspirerer forlaget til en besindelse på såvel det urokkelige som det vilde! Ringedal står dermed solidt plantet i 1,5 milliarder år gammel granit smykket med mere end 3000 år gamle helleristninger – nogle af de største og smukkeste i Danmark.
Kongelys
Middelalderurten Kongelys pryder forlagets logo og hjemmeside. Kongelys er en gammel lægeurt, der i mange århundreder har været at finde på solbeskinnede skråninger i og omkring Ringedalen. Allerede Hildegard af Bingen skrev i 1151 følgende:
Den, der har et svagt hjerte, eller er bedrøvet, bør koge Kongelys med kød, fisk eller lave små tærter deraf uden andre urter. Det vil styrke hjertet og gøre en glad igen. Den, der har brystsmerter, skal komme Kongelys med fennikel i god vin. Det skal drikkes tit, og man bliver rask.
(Bingen 1151)
Kongelys foretrækker rå og gruset jord og har mange vigtige egenskaber: den modvirker tarmluft, lindrer hæmorider og fjerner rynker i panden hos gamle piger!
Roden fra kongelys modvirker hæshed, hoste og lungesyge, og fra fjerne tider har kongelys overhældt med lampeolie været brugt som velduftende fakkel; noget, som efter sigende holder Fanden på afstand! Lad høns og kapuner fede op med kongelys, og kødet får en liflig og behagelig smag. Og for at det ikke skal være løgn, så kan man efter sigende gnide hænderne med saften fra kongelys og fange fisk med de bare næver… – fiskene vil lokket af duften komme svømmende lige op i dine åbne arme af egen fri vilje!
Ringedals mission og vision
Kongelysets kraft ser vi som den bedste inspiration og det bedste fundament for forlaget Ringedal. Vores udgivelser vil gro ganske som kongelys i Nordlandets rå og grusede jord, lyse velgørende op i samfundet, styrke hjerter og gøre glad; vores fortællinger vil lindre kulturens udblæsninger af ubehagelig tarmluft, modvirke farlige udvækster i samfundet og give en fornyet stemme til de, der måske er i fare for at miste den.
Med andre ord: kongelys peger på vores mission, på vores berettigelse. Og det giver os mulighed og kraft til at drømme. Forlagets udgivelser er vidnesbyrd om disse drømme. Velkommen til Ringedal!